Her kan du læse citater fra både tidligere og nuværende beboere på RED-Safehouse. Du kan også fordybe dig i historien om Yasmin, historien om Hassan eller historien om Fatima og Rasmus. Tilsammen giver beboernes udtalelser og historier et billede af, hvordan de selv oplever RED-Safehouse.

Af hensyn til beboernes anonymitet er der anvendt dæknavne og ændrede aldersangivelser i citaterne nedenfor.

“Skudsikre vinduer, et topsikret sted og adgangskoder over det hele. Og socialrådgivere, pædagoger, psykologhjælp – hele pakken er der bare. Det er det bedste, der nogensinde kunne ske for personer i sådan en situation, som vi er i.”
– Fatima, 24 år

“Det bedste ved RED-Safehouse er, at de tager så godt i mod dig, og at de virkelig er der for dig!”
– Mohammed, 24 år

“Dengang jeg kom til RED-Safehouse var jeg ingenting. Jeg havde ikke lyst til noget og var bare udmattet. På grund af den hjælp, jeg har fået, er jeg nu i arbejde og har en lejlighed.”
– Halima, 23 år

“RED-Safehouse var et rigtig rart sted at komme hen, samtidig med at der ikke var andre steder for os på det tidspunkt. Det var meget sikkert og det var, hvad vi havde brug for.”
– Ali og Katrine, 25 og 21 år

“Det bedste ved RED-Safehouse er, at man kan snakke med nogen om sine problemer og at vide, at man befinder sig et sikkert sted. Det at kunne få hjælp til stort set alt er en lettelse.”
– Alina, 24 år

“Opholdet på RED-Safehouse har været med til at få min familie til at forstå, at jeg selv vil bestemme. Det har fået dem til at åbne øjnene.”
– Yusuf, 19 år

“Det er fedt, at personalet på RED-Safehouse forstår dine problemer og kan hjælpe dig med dem.”
– Hassan, 25 år

“Vi har haft en god tid her. Personalet var rigtig sødt og de er meget hjælpsomme. Al den hjælp, kærlighed og omsorg, man får her, er virkelig vigtig. Det er ligesom familie.”
– Noor og Peter, 23 og 26 år

“Først og fremmest har jeg fået hjælp til at blive mig selv – hjælp til at finde ud af, hvad mine værdier er, og hvad det er, jeg gerne vil.”
– Yasmin, 22 år

Denne historie er baseret på et interview med ”Yasmin” – en tidligere beboer på RED-Safehouse. Enkelte detaljer i historien er udeladt eller ændret for at beskytte Yasmins anonymitet.

Yasmin er født og opvokset i en flygtningelejr i Irak og kom første gang til Danmark som 12-årig. Yasmin har opholdt sig hos RED-Safehouse i to omgange, og begge gange flygtede hun fra sin familie, fordi de ville tvangsgifte hende.

Yasmins familie har i flere omgange forsøgt at tvinge hende til at gifte sig med forskellige fætre og venner af familien. Yasmin oplevede også, at hendes friere virkede ligeglade med, at hun blev tvunget ind i ægteskabet med dem mod sin vilje.

De første par gange lykkedes det Yasmin at overtale familien til at ophæve forlovelserne, men herefter blev familien mere og mere voldelige og truende, når hun forsøgte at protestere imod deres planer. Til sidst var Yasmin derfor nødt til at flygte fra sin familie for at undgå at blive tvangsgift.

Hver gang hun flygtede, ændrede Yasmins familie fuldkommen opførsel – de sagde, at de savnede og elskede hende, og de lovede, at hvis hun bare kom hjem igen, så skulle hun nok få lov til at leve sit liv, som hun selv ville, og de ville aldrig forsøge at tvangsgifte hende igen. Men lige så snart Yasmin flyttede hjem igen, stod der altid endnu en frier klar, og volden og truslerne blev voldsommere og kontrollen strammere for hver gang, hun stak af fra familien.

Første gang, Yasmin flygtede, var det hendes læge, som hun i sin magtesløshed til sidst fortalte om sine problemer med familien, og lægen fortalte hende om muligheden for at flygte til RED-Safehouse. Yasmin havde flere gange forsøgt at få sine søskende og andre familiemedlemmer til at bakke sig op, fordi hun tænkte, at hvis hun havde flere bag sig, ville hendes forældre måske indse, at det, de gjorde, var forkert. En aften betroede hun en af sine søstre, at hun overvejede, om flugt fra familien måske var hendes sidste udvej: ”Og så sagde hun til mig: ’Ved du hvad, jeg synes hellere, at du skal hænge dig selv end at stikke af hjemmefra’. Og hun var faktisk den eneste, jeg havde følt, at jeg kunne tale med. Nu havde jeg jo ingen.

”Før jeg kom på RED var jeg bare en forvirret, usikker pige. Jeg anede ikke, hvad der lå foran mig, andet end at jeg vidste, at det liv, som min familie havde valgt til mig, det ville jeg bare ikke. Men i dag har jeg selv taget kontrollen over mit eget liv” – Yasmin, 22 år

Yasmin fortæller, at hendes ophold på RED-Safehouse både har hjulpet hende til at udvikle sig personligt, men også til at lære at kunne klare sig på egen hånd og være økonomisk selvstændig: “Først og fremmest har jeg fået hjælp til at blive mig selv – hjælp til at finde ud af, hvad mine værdier er, og hvad det er, jeg gerne vil. Og så har jeg fået hjælp til sådan noget med at få styr på min egen økonomi – det har jeg førhen været rigtig dårlig til. Mens jeg boede hjemme, skulle jeg ikke tænke på noget som helst. Der fik jeg jo slet ikke lov til at være selvstændig. Det med at kunne klare sig som individuelt menneske – unge danskere gør det så snart, de er 16-18år, men det gør vi jo ikke, selv når vi er 30.

Udover sikkerheden og den professionelle hjælp til at komme videre i sit liv, fremhæver Yasmin oplevelsen af at være i samme båd som de andre beboere, som noget af det vigtigste ved at bo på RED-Safehouse: ”Jeg fik noget fællesskab her. Jeg opdagede, at jeg ikke var den eneste, der havde haft problemer i min familie, og at der faktisk også var andre, der havde oplevet værre ting end mig. Så jeg kunne se, at jeg ikke skulle gå og sige til mig selv, at jeg måtte være en dårlig pige, når jeg sådan kunne finde på at stikke af fra min egen familie – nogle gange er man bare nødt til at komme videre og tænke på sig selv.

Yasmin ved, at hun ikke ville være dér, hvor hun er i dag, hvis det ikke havde været for RED-Safehouse: “Før jeg kom på RED-Safehouse var jeg bare en forvirret, usikker pige, der ikke vidste, hvor livet tog mig hen. Jeg anede ikke, hvad der lå foran mig, andet end at jeg vidste, at dét liv, som min familie havde valgt til mig, det ville jeg bare ikke. Men andet vidste jeg ikke – jeg vidste ikke engang, om jeg ville være levende eller død om en måned. Men i dag har jeg selv taget kontrollen over mit eget liv.

RED-Safehouse hjalp Yasmin med at finde et sted at bo, og har siden fulgt op på, hvordan det går med hende: “De er faktisk ligesom en slags familie for mig – det er dem, jeg tager kontakt til, når jeg har det svært. Jeg kan jo ikke ringe til min mor og sige: Mor jeg har ikke sovet hele natten, fordi jeg har tænkt på dét og dét…” I dag har Yasmin en smule kontakt til sin mor og sine yngre søstre, men ikke til hendes far og brødre, som hun stadig er bange for. Familien ved ikke, hvor hun bor.

Hvis Yasmin skulle give et godt råd til andre, som overvejer at flygte fra en truende og kontrollerende familie, er hun ikke i tvivl: ”Du skal ikke tænke på andre end dig selv lige der: Hvad vil du gerne have, og hvad vil du ikke have? Hvis din familie har valgt for dig og er ligeglade med dine ønsker og din vilje, så er der ikke mere, du kan hente fra din relation til dem. Så er de fortid, og så bliver du nødt til at komme videre. Men der sker intet, medmindre du selv tør tage skridtet.

Denne historie er baseret på et interview med ”Hassan” – en tidligere beboer på RED-Safehouse. Enkelte detaljer i historien er udeladt eller ændret for at beskytte Hassans anonymitet.

Hassan er 25 år og 2. generationsindvandrer fra Irak. Gennem hele Hassans barndom fyldte skolen enormt meget i hjemmet. Hassans forældre havde en klar ambition om, at han skulle blive en højtuddannet læge, så de kunne vise ham frem over for venner og bekendte og imponere resten af familien i Irak.

Hassans forældre var bange for, at hans danske klassekammerater ville gøre ham til ”en dårlig muslim”, så han fik ikke lov til at tage ud med sine venner, og han blev socialt isoleret. Hassans dagligdag bestod derfor mere eller mindre i at stå op, gå i skole, komme hjem fra skole, bede, spise og lave lektier.

”Havde det ikke været for RED-Safehouse, havde jeg været på genopdragelsesrejse hos min farfar i Irak.” – Hassan, 25 år

Hassan var bange for sin far, der kunne finde på at slå Hassan eller låse ham ude, hvis han ikke fik topkarakterer i skolen. Truslen om at blive sendt på genopdragelse var også tilbagevendende: ”De truede mig med, at de ville sende mig hjem til min bedstefar i Irak, for så kunne han tæske mig dernede, uden at der var nogen, der kunne sige noget til ham.”

Så snart Hassan blev færdiguddannet var det planen, at han skulle tvangsgiftes med en pige fra hjemlandet. Kravene til hans uddannelse kom dog i første række, og det fremtidige ægteskab nåede derfor ikke at fylde så meget i de kampe, Hassan havde med sine forældre.

Jo ældre Hassan blev, jo højere blev forældrenes forventninger til ham, og jo strengere blev de regler, han måtte leve under. Selvom det gik ham meget på, gjorde han i mange år som forældrene sagde, fordi han ikke turde tage konflikten med dem. Men som tiden gik, og han kom op i de højere klasser, fik han sværere og sværere ved at følge med i skolen, og da han en dag kom hjem med mindre gode karakterer blev Hassans far meget vred: “Han sagde til mig: Det er sidste gang, du kommer med sådan noget her! Næste gang du kommer med det samme, eller hvis det ikke er 12 eller 10 hele vejen ned, så bliver du smidt ud af huset!”

Hassan havde altid skjult situationen derhjemme for sine lærere i skolen. Han vidste, at hvis lærerne fx bragte sagen op på et forældremøde, ville hans forældre benægte alt, og så snart de kom hjem, ville Hassan blive straffet for at have talt over sig.

Til sidst skrev Hassan dog en mail til sin studievejleder og fortalte om sine problemer, og studievejlederen satte ham i kontakt med RED-Safehouse. I starten syntes Hassan, at det virkede meget voldsomt at skulle tage kontakt til et opholdscenter: “Det tænkte jeg, at jeg aldrig ville kunne gøre mod mine forældre,” men til sidst kunne han ikke se andre udveje.

Hele vejen i toget derhen og de første dage på RED-Safehouse var Hassan bange for, at han havde taget en forkert beslutning og måske burde vende hjem til sine forældre. Det var første gang i hans liv, at han var væk hjemmefra, og det var skræmmende. Men inderst inde vidste han godt, at der ikke var nogen vej tilbage: “Hvis jeg tog hjem, ville det hele bare starte forfra. Jeg var blevet smidt ud af skolen, fordi jeg havde alt for højt fravær, og jeg havde heller ikke taget mine eksaminer, og alt det ville mine forældre jo finde ud af, og så ville det hele gå op i kaos!”

Efter et par dage begyndte Hassan stille og roligt at vænne sig til livet på RED-Safehouse og han faldt bedre og bedre til. Han boede dér igennem længere tid, og beskriver sin tid på RED-Safehouse som afslappende og sjov: ”Vi snakkede, så film og hørte høj musik, og tog også i byen sammen. Hvis du gik ned i køkkenet for at tage en kop te, så mødte du ofte fem personer, der sad og spillede ludo, og så kunne man lige sige noget sjovt eller sætte sig sammen med dem, hvis man havde lyst.”

”Det er fedt, at personalet på RED-Safehouse forstår dine problemer og kan hjælpe dig med dem.” – Hassan, 25 år

I dag bor Hassan for sig selv og han er begyndt at studere igen. Han føler endelig, at han har fundet sin rette uddannelse. Efter flugten fra sin familie har Hassan fået større frihed i sit liv. Han kan selv vælge, hvad han vil lave og om han har lyst til at have en kæreste. Hassan er ikke i tvivl om, at opholdet på RED-Safehouse har haft afgørende betydning for ham: “Havde det ikke været for RED-Safehouse, havde jeg været på genopdragelsesrejse hos min farfar i Irak, og slæbe sten eller et eller andet.”

Hvis Hassan skal fortælle andre unge, der står i samme situation og overvejer at flygte fra deres familie, om RED-Safehouse, vil han gerne fremhæve sikkerheden og det sociale mellem beboerne på centret: “Det er jo det sikreste sted i Danmark! Og der er et godt socialt samvær med folk, så man kommer ikke til at kede sig. På de fleste andre centre sidder man som regel for sig selv, men her er der mange på ens egen alder, som kommer fra den samme baggrund. Samtidig er det fedt, at personalet her på RED-Safehouse forstår vores problemer, og de kan hjælpe dig med dem.”

 

Denne historie er baseret på et interview med ”Fatima” og ”Rasmus” – et par, der bor på RED-Safehouse. Enkelte detaljer i historien er udeladt eller ændret for at beskytte parrets anonymitet.

Fatima og Rasmus er 24 og 27 år. De er flygtet til RED-Safehouse, fordi Fatimas familie ikke vil have, at hun er sammen med en etnisk dansker. Parret har boet på RED-Safehouse i omkring en måned.

Fatima er født og opvokset i Danmark, mens hendes forældre er flygtninge fra Tyrkiet. Oplevelserne i Tyrkiet har traumatiseret Fatimas far voldsomt, og traumerne gjorde hans humør meget omskifteligt – det ene øjeblik måtte Fatima godt tage ud med sine veninder, og det næste måtte hun ikke. Uanset om hun gjorde, som der blev sagt eller ej, endte det som regel med, at hun blev slået. Også Fatimas mor og storebror blev slået, og volden i hjemmet gennemsyrede Fatimas barndom.

Fatima tror selv, at volden og det irrationelle kontrolbehov i hjemmet hang sammen med forældrenes følelse af ikke at have kontrol over deres eget liv, og deres frygt for de ting, de ikke forstod eller kendte til: “De gav aldrig nogen decideret begrundelse for hvorfor, jeg ikke måtte ting. Det var bare: FORDI. DERFOR.”

Mens Fatima følte en tydelig kontrast mellem sin egen familiebaggrund og den almindelige hverdag, som hun så hos sine klassekammerater i skolen, havde Fatimas storebror det meget anderledes: “Han synes, det er meget normalt, at man har voldelige konflikter..”

Fatima gjorde i skjul oprør mod mange af forældrenes regler, og hun levede på den måde et dobbeltliv. Hun blev god til at skjule hvad hun egentligt lavede: ”Jeg definerede helt klart mig selv som en mønsterbryder. For hvad var alternativet? Et liv som min bror og mine forældre?”

Fatima mødte Rasmus, og de blev kærester. I starten holdt Fatima og Rasmus deres forhold skjult. Når de var ude sammen, kunne de ikke kramme eller holde i hånd, for de var nervøse for, hvad der ville ske, hvis de blev set af nogen, der kendte Fatimas familie. Om så det bare var én, der engang havde gået i klasse med hendes storebror. Fatima fortæller, at familien boede i et område med mange indvandrerfamilier, hvor sladderen konstant gik. Så det var svært at holde det skjult.

Efter noget tid valgte Fatima og Rasmus dog selv at fortælle Fatimas familie om forholdet – de havde besluttet at gifte sig og ville gerne have familien med i det, selvom Fatima vidste, at de nok ikke ville tage det pænt: ”Den, der reagerede mest voldsomt, var faktisk min mor. Min mor mente, at alle deres problemer ville ordne sig, hvis bare jeg blev gift ved et stort bryllup med én fra en passende familie. Og den drøm gik jo ligesom i stykker.”

Efter den første konfrontation gik der noget tid, hvor familien prøvede at ignorere Fatimas beslutning: ”De troede nok, at nu havde de rigtigt skældt mig ud og slået mig, og så ville jeg glemme alt om ham.” Men da Fatima havde pakket sine sidste ting og flyttede, kom situationen ud af kontrol. Fatimas forældre og hendes storebror ringede og skrev og overfusede både hende og Rasmus med trusler på livet.

Fatima oplevede det sådan, at hendes forældre var bange for, at det i andres øjne ville være skamfuldt for familien, hvis Fatima giftede sig med en etnisk dansker: “Hvis vi var i det moderne Tyrkiet, som det er blevet i dag, så ville de her problemer slet ikke være lige så store. Men det er fordi mine forældre kommer fra en tid i Tyrkiets, hvor hvor der gjaldt nogle helt andre traditioner og værdier, der er fulgt med dem og de har ikke ændret sig i al den tid der er gået, fordi de har boet i det her indelukkede indvandrermiljø i Danmark.”

Da det hele brød løs, ringede Rasmus til Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, som han havde hørt om i forvejen. De bad ham ringe til politiet, og herigennem blev Rasmus og Fatima henvist til RED-Safehouse. De tilbragte fire dage i skjul forskellige steder, før de kunne komme på RED-Safehouse, og i al den tid var de meget bange. Da de endelig kom på RED-Safehouse, var det en kæmpe lettelse.

Det har været en stor tryghed at vide, at dem, der er her, kan hjælpe os, fordi de har set det hele før.”– Rasmus, 27 år

Fatima: “Skudsikre vinduer, topsikret sted og adgangskoder over det hele. Og socialrådgivere, pædagoger, psykologhjælp – hele pakken er der bare. Det er det bedste, der nogensinde kunne ske for personer i sådan en situation, som vi er i.”

Rasmus: “Da jeg så stedet første gang, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at hér ville der ligge et krisecenter. Jeg plejer at opdigte historier med, at det er ude på en øde ø, eller at vi lever under jorden i en bunker fra første verdenskrig, fordi det er helt umuligt at forestille sig, hvor det her ligger.”

Fatima og Rasmus oplever, at den pressede situation, de er i lige nu, sommetider slider på deres forhold, men psykologerne og personalet på RED-Safehouse hjælper dem: “Mens vi har været her, har vi fundet ud af, at der ikke er noget af det, som vi føler eller tænker eller gør, som andre par i vores situation ikke har tænkt eller følt eller gjort. Det har været en stor tryghed at vide, at dem, der er her, kan hjælpe os, fordi de har set det hele før.”

Generelt er Fatima og Rasmus meget glade for personalet på RED-Safehouse: “Der er lidt en familiedynamik, men stadigvæk er tingene professionelle, og man ved, at de mennesker der er her, de har styr på deres shit.” Omkring forholdet til de andre beboere fortæller Fatima og Rasmus, at man hurtigt knytter bånd, fordi man er i samme situation, men at der samtidig er forståelse og accept omkring, hvis man ikke har lyst til at åbne sig 100 % op.

Skudsikre vinduer, topsikret sted og adgangskoder over det hele. Og socialrådgivere, pædagoger, psykologhjælp – hele pakken er der bare. Det er det bedste, der nogensinde kunne ske for personer i sådan en situation som vi er i.”– Fatima, 24 år

Både Rasmus og Fatima har haft mulighed for at fortsætte deres studier, og selvom dét at træde uden for RED-Safehouse selvfølgelig indebærer en vis risiko, hjælper RED-Safehouse dem med at føle sig sikre. De kan hele tiden komme direkte i kontakt med RED-Safehouse eller politiet, og hvis de er væk i længere tid end planlagt, bliver de ringet op, og de bliver kørt ud til steder, hvis det vurderes at være for usikkert for dem at tage afsted på egen hånd: “Vi kan stadigvæk leve et relativt normalt liv, og samtidig vide, at der er nogen, der tager sig af os og passer på os.”

Fatima og Rasmus er ikke i tvivl om, hvad de vil sige til andre unge i samme situation som dem selv: ”De skal vide, at de er sikre her, og at de kan få hjælp med det samme. Og hvis man er et par, kan man bo sammen – og få hjælp til at finde ud af at bo sammen, hvis man har brug for det.”

Fatima og Rasmus’ håb for fremtiden er, at de snart kan flytte i egen lejlighed, og begynde at skabe sig en familie. Uden at skulle føle sig bange eller usikre: “Den drøm er sat på pause lige nu. Men det skal nok ske.”

Fatimas familie er blevet oplyst om, at Fatima frivilligt har skjult sig på et opholdscenter, og at de ikke kan komme i kontakt med hende.